Ifølge musiker og historiker Stefan Grossman blev “holy blues” opfundet for oprindeligt at beskrive pastor Gary Davis’ stil med traditionelle bluesspil med tekster, der formidler et religiøst budskab. Davis og Blind Willie Johnson betragtes ifølge Dick Weissman som genrens to dominerende kunstnere. Andre bemærkelsesværdige gospel-blues-kunstnere omfatter søster Rosetta Tharpe og Washington Phillips. Bluesmusikere, der blev troende eller endda praktiserede præster, omfatter pastor Robert Wilkins og Ishman Bracey. Bluesmænd som Boyd Rivers, Blind Lemon Jefferson, Charley Patton, Sam Collins, Josh White, Blind Boy Fuller, Blind Willie Mctell, Bukka White, Sleepy John Estes og Skip James indspillede også gospel og religiøse sange, selvom disse nogle gange blev udgivet under en pseudonym. Når de udgav plader under pseudonym var der større chance for, at de blev købt af kirkefolk, end hvis de vidste at den var indspillet af en bluesmusiker, som per definition spillede djævelens musik. Og de kunne også blive set som værende ”hellige” af andre musikere. Så var der dem som kom fra kirken, men som også spillede blues. Deres udfordring var den samme, bare med modsat fortegn. De blev set som ”frafaldne” da blues jo var djævelens musik. Men på trods af dette valgte nogen, at holde fast i gospelblues, og det er der kommet mange gode numre ud af.